5. juni 2012 Thomsen: Blev som jeg kunne ønske mig - Vi spillede en god kamp, vi vandt, og vi er videre i pokalen, siger en tilfreds cheftræneren Cheftræner Helle Thomsen havde på forhånd proklameret, at der ikke ville blive taget let på aftenens pokalkamp mod Aalborg DH. Det var spillerne tydeligvis enige i, og det var da også en tilfreds cheftræner, der kan gå på sommerferie med en sejr på 36-24 og en plads i ottendelsfinalen.
- Kampen blev lige, som jeg kunne ønske mig, da jeg stod op i morges. Vi spillede en god kamp, vi vandt, og vi er videre i pokalen. Alle kom ind, og de fleste scorede. Det var sådan her, jeg kunne drømme om, kampen skulle ende, siger Helle Thomsen.
Hun var imponeret over den indsats, som pigerne lagde for dagen, og bortset fra kampens spæde begyndelse stod der FC Midtjylland på det hele.
- Vi er ikke gået så meget ind i det taktiske op til kampen, men vi har taget kampen seriøs. Vi var der, og det kendetegner den her trup. Den skal nok være der, uanset hvad der sker, og hvornår det er, siger en tilfreds cheftræner, som prioriterer pokalturneringen højt.
- Det er en vigtigt turnering, og vi vil gerne så langt som muligt. Den ligger ved siden af den almindelig turnering, og det er sjovt at spille pokalkampe. Det er nogle gode kampe at få, og første gang du er ukoncentreret, er du ude. Det gør dem specielle, siger Helle Thomsen.
Med aftenens sejr kan hunulvene se frem til en ottendedelsfinale efter sommerferien, hvor vinderen af kampen mellem HF Mors og SønderjyskE bliver modstanderen.
md Tilbage til nyhedsoversigten Del |