31. juli 2010 Et unikt potentiale
Efter tre intense uger med truppen er spillerne nu spredt til diverse landsholdssamlinger. Derfor satte FCM TV cheftræner Kenneth Jensen stævne til en kort status på opstarten. Og cheftræneren er tilfreds med starten.
- Vi har haft meget fysisk træning, men har også arbejdet på håndboldbanen, og jeg synes det første indtryk det er uhyggeligt positivt. Pigerne er topmotiverede, de er fitte, og de har stor lyst til håndbold, siger Jensen, der nærmest står med en helt ny trup.
- Det er et helt nyt hold, vi spiller sammen. Mange af de gamle er væk, nye er kommet til, og mange af de ”nye gamle” har kun spillet i FCM i en kort periode. Vi har sagt farvel en stor portion rutine, men til gengæld har vi fået en masse spillelyst og håndboldglæde, og vi har nu en flok piger, der alle står foran deres bedste år i deres karriere. Så vi har et hold med et helt unikt potentiale, siger Kenneth Jensen, og kommer derefter ind på, hvad de sidste uger frem mod sæsonstarten skal bruges på.
- Vi forsøger at få spillet et helt nyt koncept sammen. Vi har valgt at sige, at vi starter helt forfra. Det er et nyt hold, det er en ny måde vi skal spille håndbold på, det er en ny attitude vi skal vise på banen. Så vi har rigeligt, vi skal nå inden starten af september.
Se et længere interview med Kenneth Jensen på FCM TV ved at klikke HER.
asp Tilbage til nyhedsoversigten Del
|