9. marts 2010 Jensen: Vi kigger indad
Onsdag aften kl. 19.00 er der dømt vestjysk lokalbrag i Ikast-Brande, når FC Midtjylland og Team Tvis-Holstebro tørner sammen. Hunulvene er favoritter, men cheftræner Kenneth Jensen har stor ros til gæsternes sæson indtil videre.
- Team Tvis-Holstebro har været ligaens friske pust. De kommer altid med masser af energi og har vist, at de ikke er en døgnflue. De har fået point mod flere midterhold og har dermed bevist, at de ikke blot er i ligaen, fordi de har slået bundholdene. Og så har de en kæmpe profil i Kristina Kristiansen, ligaens topscorer, siger Jensen, der også har ros til klubbens strategi med de unge spillere.
- De har haft en sund tilgang til sammensætningen af deres trup. De har givet talenterne chancen og har i lang tid spillet med den samme stamme i truppen. Det har udviklet spillerne, og det høster de for alvor frugterne af i denne sæson. Og med tilgangen af Mette Gravholdt og Jenny Gustafsson til sommer virker det til, at de endnu engang vil ligge et lag ovenpå.
Til trods for de pæne ord, er der ingen tvivl hos træneren om hvem, der skal stå med sejren onsdag aften.
- Rammer vi vores niveau, så er vi et bedre hold end TTH. Rent taktisk er vi opmærksomme på deres kompetencer, men hovedsagligt kigger vi indad. Vi ved hvad vi skal gøre, og løser vi vores opgaver, så nupper vi også de to point.
Nyberg og Stang tilbage Den gamle kliche med at tage én kamp af gangen er for en gang skyld lagt på hylden. Ulvelederen erkender, at der bliver kigget frem mod slutspillet.
- Vi skal bygge på frem mod slutspillet, så vi er på toppen, når det virkelig spidser til. Vi skal have alle spillere op i gear, fortæller Jensen, der qua skader har fået testet hele truppen.
- I den seneste tid har spillere, der tidligere har været med på ydermandater, taget ansvar. Anne Mette Pedersen, Maria Sørensen og Malene Dalgaard har alle vist prøver på deres potentiale. Det viser, at bredden i truppen er i orden, siger Jensen og slutter.
- Nu er Katja Nyberg og Alette Stang igen tilbage i truppen, og så skal vi også have dem op i gear inden de afgørende kampe.
Gro Hammerseng er stadig ikke kommet sig over hendes skadede ribben og sidder stadig ude.
FC Midtjylland – Team Tvis-Holstebro Onsdag d. 10. marts kl. 19.00 i Ikast-Brande Arena
asp
Tilbage til nyhedsoversigten Del
|