Forsiden Spillertruppen Turneringer Sponsorer Billetter Merchandise Events Om FCM FCM Fodbold
11. februar 2010
Kenneth Jensen: Alle skal byde ind
 

Efter onsdagens sejr over SK Aarhus har hunulvene nu sat kursen mod Zvenigorod uden for Moskva. Her venter storholdet Zvezda med træner Trefilov i spidsen. Ulvene har en føring på tre mål med i bagagen, men om det er nok til at indløse en billet i Cup Winners Cup-kvartfinalen, tør træner Kenneth Jensen ikke spå om.

- Selv om vi vandt med tre på hjemmebane, så vil jeg stadig kalde Zvezda for en skræmmende modstander. Og de vil helt sikkert komme med mere end de gjorde i Ikast, så der er nogle områder, hvor vi skal finde et par procent mere. Men dette er skam også muligt, siger Jensen og kommer nærmere ind på hvad der skal lykkes. 

- Først og fremmest skal alle skal byde ind – ligesom de gjorde i det første opgør. Mod så godt et hold har vi ikke råd til, at der er nogle positioner på banen, som ikke er en trussel for modstanderen. Men vi skal også lige have skåret 4-5 af de dumme personlige fejl fra. Det gælder tekniske fejl i angrebet, men også afstemningsfejl i forsvaret, siger cheftræneren, der også håber på at hunulvene er bedre indstillet på en evt. mandsopdækning af Gro Hammerseng.

- Det tog os 8-10 minutter at få løst mandsopdækningen af Gro, og denne gang skal omstillingsparatheden være bedre.

Samme modstander men ny udebane       
Hunulvene har tidligere mødt Zvezda i Rusland, men for første gang skal de spille på russernes normale hjemmebane. Kenneth Jensen er spændt på, hvad der venter hans spillere.

- De andre gange har vi spillet i en stor hal tættere på Moskva, men da vi ikke er i Champions League denne gang, skal vi spille i deres normale hal. Den skulle være mindre, mere intim og med tilhængere der har et tættere bånd til Zvezda. Så trykket fra publikum bliver nok ikke mindre denne gang.

Zvezda – FC Midtjylland
Lørdag d. 13/2 kl. 16.00 (14.00 dansk tid)
Cup Winners Cup 1/8-finale

Se reaktioner her på fcm-haandbold.dk umiddelbart efter kampen.

Tilbage til nyhedsoversigten

Del

Tilmeld dig til Handelsbanken Lounge