Forsiden Spillertruppen Turneringer Sponsorer Billetter Merchandise Events Om FCM FCM Fodbold
2. maj 2009
Sæsonen sluttede på Frederiksberg
 

FCK Håndbold vandt dagens match i GuldBageren og sørgede dermed for, at FC Midtjyllands sæson er færdig inden medaljekampene. Hjemmeholdets sejr var indiskutabel og tænderskærende tydelig. 34-20 blev slutcifrene - alt, alt for store set med midtjyske øjne.

 

Kampen begyndte i et hæsblæsende tempo, og mål efter mål sejlede ind i nettaget. Allerede inden der var gået tre minutter, var hjemmeholdet foran 4-2, og det var desværre københavnerne, der på den måde tog teten i kampen i den halvtomme opvisningshal på Frederiksberg. Efter 10 minutter førte FCK med 7-3, og på det på det tidspunkt måtte der simpelthen ruskes op i FCM-spillerne.

 

Kenneth Jensen tog timeout, og det gav umiddelbar hjælp. Forsvaret blev skærpet og to mål af Anne-Kathrine Østergaard tændte igen håbet hos de medrejsende supportere fra Midtjylland. Men opblomstringen var kort, og anført af første halvlegs to stærkeste solister, Maja Savic og Emiliya Turey øgede københavnerne igen føringen støt og roligt.

 

Forsvarsenergien fra den omvendte kamp var forsvundet hos FC Midtjylland-spillerne, og to Kari-Anne Henriksen-straffekast, hvor Cecilie Leganger blev fuldstændig blev fintet ud, var højdepunkterne i en fattig første FCM-halvleg. 16-10 til FCK Håndbold, og spørgsmålet var, om den kunne vendes efter pausen.

 

Umiddelbart tydede intet derpå. Københavnerne kom så hurtigt bragende ud af starthullerne, at Kenneth Jensen allerede efter fem minutter måtte bruge sin timeout. Målene susede ind bag Ingrid Ødegaard, der sandt for dyden ikke fik meget hjælp af sit forsvar. Ti minutter inde i anden halvleg havde FCK Håndbold øget føringen til 23-14 uden de store problemer.

 

Den ringe indsats fortsatte som minutterne skred frem, og københavnerne – anført af Nadine Krause og Maja Savic – fortsatte med at hælde bolde ind. Med ti minutter igen var FCK foran 28-16, og de bedste FCM’ere i hallen var de medrejsende supportere, der tappert blev ved at bakke op, selv om indsatsen på gulvet egentlig ikke berettigede dertil.

 

Gro Hammerseng scorede FC Midtjylland sidste sæsonmål med sin reducering til 20-33, mens Maren Baumbach umiddelbart derefter lukkede og slukkede for hjemmeholdet. 531 tilskuere kunne notere sig, at Gro Hammerseng og Kari-Anne Henriksen blev midtjyske topscorere med fire mål hver.

 

Resultatet betyder altså, at FC Midtjyllands sæson er ovre for i år. Facit blev en pokalsemifinale, en placering blandt de otte bedste i Champions League og altså femtepladsen i ligaen.

 

Om det rækker til europæisk deltagelse, vil den kommende tid vise. Vinder enten Viborg eller FCK Håndbold deres kommende finaler i Champions League henholdsvis Cupwinners Cup, bliver der en dansk plads mere i Europa, og den vil i givet fald gå til FC Midtjylland.

Tilbage til nyhedsoversigten

Del