22. april 2009 Medaljehåbet lever efter herlig fight og sejr over FCK
FC Midtjyllands håndboldkvinder er tilbage i medaljekampen i slutspillet i GuldBageren Ligaen. Midtjyderne har i høj grad stadig mulighed for medaljer efter aftenens sejr over FCK Håndbold, der blev en realitet efter friske taktiske satsninger af træner Kenneth Jensen, og ikke mindst en herlig og fuldstændig ubændig fight af samtlige hjemmeholdets spillere. Det var god lir med slutcifrene 21-20 i midtjysk favør.
De første 30 minutter var på mange måder en underfundig størrelse – og vældig underholdende på sin egen måde. Ikke mindst fordi FC Midtjylland-træner Kenneth Jensen dikterede et væld af forskellige måder at gribe spillet an på. Blandt andet med et ultraoffensivt forsvar lige fra første minut. Et forsvar, der flere gange blev hevet op fra posen og tydeligvis drillede københavnerne.
Men gæsterne kunne – som sædvanlig – også diske op med et tungt og tæt forsvar, og derfor blev det en ganske målfattig første halvleg indeholdende en midtjysk scoringspause på over 10 minutter fra det 14. minut og fremad. Det lignede en klassisk Cecilie Leganger-nedlukning, men da der var spillet 25 minutter, tog Gro Hammerseng sagen i egen hånd og brød igennem fra midten.
Kun en ulovlig indgriben af Maren Baumbach kunne stoppe Hammerseng, der fik straffekast. I ren irritation smed Hammerseng bolden ind på Leganger, og selv FCM-spilleren skyndt sig at undskylde, måtte hun ud i to minutter for dårlig opførsel.
Men på straffekastet derefter og efter to brændte forsøg – af Susan Thorsgaard og Tonje Nøstvold – lavede Kari-Anne Henriksen en frækkert, da hun med kort aftræk lagde bolden ind i nederste hjørne bag Leganger i FCK-målet til 6-7.
Nu var forbandelsen brudt og med en sprudlende Kari-Anne Henriksen som hovedperson, afsluttede midtjyderne første del af kampen med optimisme. Det skal ikke glemmes, at Ingrid Ødegaard i målet havde leveret en mere end gedigen indsats.
Det lugtede af spænding og drama, og de første ti minutter af anden halvleg fortalte ikke nogen anden historie. Spændingen blev i allerhøjeste grad ved med at være intakt, og Tonje Nøstvold hamrede den ene kasse efter den anden i rusen bag Leganger. Nordmanden nettede fire gange i de første 10 minutter, og stillingen var 13-13.
Det var måske ikke verdens smukkeste håndboldkamp, men begivenhederne i Ikast-Brande Arena var intense som sjældent set i denne liga-sæson. Begge holds spillere sloges som gale for hver enkelt løs bold foran de 1501 tilskuere.
Endnu en lang stillingskrig blev afbrudt af Line Widt Fruensgaards anden straffekastscoring til 15-14, og stemningen i hallen steg som minutterne skred frem. At Ingrid Ødegaard blev ved at holde bolde, gjorde det ikke ringere at være på hjemmeholdets side, og da Gro Hammerseng med 13 minutter gjorde det til 17-14, lugtede det for alvor af en lille overraskelse.
Men kender man Anja Andersen, ved man også, at hendes mandskaber aldrig giver op. En smart scoring af Marianne Bonde og en marginalbold til Maja Savic betød 18-17 i FCM-favør med syv minutter tilbage.
Uha, hvor var det spændende. Line Widt Fruensgaard hev hele sin rutine frem i et par svære afslutninger, der gav mål, og Ingrid Ødegaard blev ved at redde.
Kari-Anne Henriksens gennembrud med halvandet minut igen til 21-19 var det absolut definitive sejrsmål, og ud fra jublen efter kampen, skulle man tro, at det var en DM-finale, der var vundet. Det var det ikke, men muligheden for at komme med i sæsonens slutkampe er der endnu. Hatten af for det. Tilbage til nyhedsoversigten Del
|