25. marts 2009 Tidligt pokalexit mod veloplagte vestjyder
FC Midtjylland er ude af pokalen allerede før det for alvor bliver sjovt. For anden onsdag i træk snuppede Team Esbjerg en sejr med hjem fra Ikast-Brande Arena – denne gang vandt Jan Paulsens mandskab 26-23 efter halvlegsstillingen 14-14 – ikke mindst fordi FC Midtjyllands angreb gik helt i stå efter pausen, hvor Gro Hammerseng agerede enmands-hær med syv scoringer ud af ni mulige.
Set med FCM-øjne blev kampen ellers indledt klasser bedre end for en uge siden. Det midtjyske forsvar var i den grad på tæerne og offensivt tacklende mod de mange vævre og teknisk dygtige Esbjerg-spillere. Vestjyderne blev i de første små fem minutter holdt fra at score, og med mål af Thorsgaard, Hammerseng og Nøstvold blev en betryggende 3-0-føring sikret.
Sidstnævnte Nøstvold havde en fin indledning på kampen og viste stor vilje, da hun omkring en tredjedel inde i kampen stoppede en fin Team Esbjerg-mulighed via et stærkt tilbageløb. Susan Thorsgaard fik både scoret mål og skaffet et par straffekast inden for det første kvarter. Så alt åndede fred og ro, og den solide tremåls-føring holdt halvdelen ind i halvlegen.
Men så pludselig viste de kvikke gæster, at de ville med ind og spille om avancement til næste runde af pokalen. To hurtige mål og 9-7 til hjemmeholdet fremprovokerede en Kenneth Jensen-time out, hvor der lige skulle hankes op i hjemmeholdets spillere.
Umiddelbart hjalp det. En stadig stærkt skydende Tonje Nøstvold og Susan Thorsgaard satte krydder på med hver sin kasse, men det rystede ikke gæsterne, der lynhurtigt satte trumf på og udlignede til 11-11.
Og så fulgtes de to hold ad til pause. Halvlegen blev afsluttet af to fine detaljer: Først et gennembrud og en flot afslutning af Line Widt Fruensgaard og siden en krølle af skud af tunesiske Mouna Chebbah, der, efter tiden var udløbet, sneg et tremeter-kast uden om den midtjyske mur. 14-14 ved pausen og garanteret spænding til de sidste 30 minutter.
Det var gæsterne, der kom bedst fra start i anden halvleg. Ligesom sidste onsdag fik Team Esbjergs dygtige kombinationer, FC Midtjyllands forsvar til at revne, og det gav plads til Heidi Flaatnes inde på stregen. En udvisning til Susan Thorsgaard gjorde ikke arbejdet i halvlegens første tredjedel nemmere, men Gro Hammersengs optimistiske hug fra lang afstand gav håb og 17-19 efter 40 minutter.
Det var tid for Katja Nyberg – med stor skinne om det venstre knæ – til at komme ind i angrebet, og hun kvitterede umiddelbart med et stærkt underhåndshug. Kort efter smed hun dog en kontrabold væk, og trods et par gode Camilla Eriksen-redninger var gæsterne foran med tre med et kvarter tilbage.
Lang stillingskrig
I forsvaret blev Susan Thorsgaard kortvarigt sendt frem for at støde til Mouna Chebbah, og det hjalp faktisk til at få forstyrret gæsternes angrebsrytme. Til gengæld opstod der akut scoringskrise i det midtjyske angreb, og det betød, at stillingen 18-21 holdt fra det 13. til det 19. minut.
Det var ikke mindst Camilla Eriksens fortjeneste, og Gro Hammerseng brød stillingskrisen med sin kasse til 19-21. Med otte minutter tilbage af kampen tog FCM-træner Kenneth Jensen time out. På det tidspunkt havde hjemmeholdet vundet de sidste ni minutter af matchen med 1-0! Det betød akut åndenød på lægterne og stor spænding i afslutningen.
Den kom desværre aldrig helt. Sidste mulighed for at hente gæsterne var to minutter før tid, da Kari-Anne Henriksen kom af sted i en kontra, hvor den afgørende aflevering til Sara Hansen desværre kiksede. I stedet for 24-25 kunne Marta Mangue Gonzales sætte trumf på og lukke kampen.
26-23 til gæsterne i en kamp, hvor FC Midtjylland-holdet desværre til en vis grad brød sammen, og hvor kun Camilla Eriksen og Gro Hammerseng var på stikkerne, da kampen skulle afgøres efter pausen. Tilbage til nyhedsoversigten Del
|